Preben Juel

Hvem jeg er

Jeg er oprindeligt uddannet smed, men har fra 1969 til 2008 været ansat i politiet. I 1975 kom jeg til kriminalpolitiet, hvor jeg har været siden, kun afbrudt af en periode på 8 år, hvor jeg var udstationeret i Grønland som stationsleder for politiet i henholdsvis Aasiaat på vestkysten og i Angmagssalik på østkysten. Nogle meget spændende år, hvor jeg lærte en masse om at være ”fremmedarbejder” på godt og ondt.

I kriminalpolitiet arbejdede jeg i mange år som efterforsker, indtil jeg endte som chef for kriminalpolitiet i Aalborg og Århus.

Fra 2001 til 2008 var jeg leder af det danske forbindelseskontor i den europæiske politiorganisation, Europol, i Haag i Holland, hvilket gav stor erfaring, dels i internationalt politiarbejde og terrorbekæmpelse og sidst men ikke mindst fik jeg et indblik i, hvorledes EU fungerer.

Jeg har levet et liv tæt på forbrydelser. Tæt på ofrene og tæt på gerningsmændene. Jeg har oplevet på tæt hold, hvordan ofrenes liv forandres og sommetider totalt ødelægges. Jeg har oplevet, hvordan samfundets sanktioner rammer gerningsmændene.

 Jeg har oplevet, hvordan både ofrenes og gerningsmændenes familier helt uforskyldt får deres liv forandret. Jeg har derfor den holdning, at der bør gøres alt, hvad der er muligt, for at lette ofrenes situation. Derfor var jeg blandt andet med til at oprette Danmarks første fuldt integrerede Center for Voldtægtsofre i Århus, hvor også politiet indgår som en fast del af konceptet.

På den anden side har jeg også lært, at en hurtig og konsekvent retshåndhævelse er det eneste, hårde kriminelle har respekt for.

 

Klik her for at se mit CV



Preben Juel - foto af Mette Bäcklund Andersen
» Kontakt
Winther • Webdesign